Husmoderferie - Ferie med fællesskab, netværk, læring og oplevelser

Opstilling af børn og voksne på netværksferie.

Hvem er vi?

Det spørgsmål får vi tit, og måske er det tid at skifte navn. Men faktisk har vi valgt at beholde navnet, netop fordi det giver lidt opmærksomhed og et smil på læben. De færreste husker, at der engang var en meget stor del af den hårdtarbejdende del af befolkningen, man kaldte husmødre.

I 1946 var der indsigtsfulde mennesker, der så, at ferie ikke bare var en selvfølge for alle. Der var mange fattige børnefamilier, og kvinderne – husmødrene – havde ikke en jordisk chance for at forlade kødgryderne og få bare lidt frihed sammen med deres børn.

Husmoderferie er en privat forening, som altså blev stiftet i 1946 med det formål at arrangere særlige ferier og andre aktiviteter for udsatte børnefamilier.

Der er stadig brug for os i Velfærdsdanmark – ja faktisk mere end nogen sinde. I 1946 var det de hårdtarbejdende mødre der i høj grad havde brug for et break fra en slidsom hverdag. Det var deres første og eneste mulighed for at komme på ferie. I dag er Husmoderferie et tilbud til alle de enlige forsørgere, der ikke har økonomi til anden form for ferie.

I 2021 kunne vi festligholde 75 fantastiske år. 

Festskrift i anledening af Husmoderferies 75 års jubilæum – 2021

Vores aktiviteter drives af frivillige, som sammen med fagligt dygtige medarbejdere kan skabe en tryg ferieramme at være i for alle. Vores ambition er at støtte netværksdannelse, fællesskab og trivsel. Derfor kalder vi vores tilbud for Netværksferier.