Husmoderferie blev fejret med manér!
Igen blev netværksdagen et tilløbsstykke. 120 børn og vokse fra hele landet mødtes for at genopfriske bekendtskaber, venskaber, legekammerater og minder fra sidste sommers netværksferie.
Tak til Emil Lorentzens mindelegat for at gøre endnu en netværksdag mulig.
Og tak til Frilandsmuseet som lagde rammer til en oplevelsesrig dag. “Hvor lader man sin telefon op?” spurgte 6-årige Signe sin mor, da de kiggede indenfor i en af de gamle gårde fra 1700-tallet. Det kunne nok være at der blev anledning til snak om “gamle dage” 🙂 Og Frøsnapperbyens labyrint og racerbane var som altid et hit.
I denne flotte ramme kunne vi så markere, at Husmoderferie i år har 80 år på bagen! Da vi sender ca. 300 børn og voksne afsted på en tiltrængt og kærkommen netværksferie hvert år, fortæller et simpelt regnestykke os, at vi for længst har rundet de 20.000 deltagere på Husmoderferies netværksferier.
Derfor blev dagen også brugt til at udråbe et leve, for alle de medarbejdere og frivillige der år efter år skaber nogle gode, trygge og givende netværksferier for pressede familier.
Tak til alle som kom, alle som sendte en hilsen og alle dem, der gennem 80 år har bevilget penge til at det hele har været muligt.
Og vi fortsætter! Også med at kalde os Husmoderferie ;). At der er brug for os, viser de mere end 200 ansøgninger der er indkommet til sommerens netværksferier.
