Om netværksferierne
Alle har brug for en ferie - sammen
Alt for mange familier i Danmark lever under så trange økonomiske vilkår, at en sommerferie med børnene kan virke helt urealistisk. Sommeren bliver meget lang, børnene savner oplevelser, de kan fortælle om, når det er tid til at starte i skolen igen og mor eller far savner at snakke med andre voksne i samme situation.
Det prøver vi at råde lidt bod på, ved at udbyde det vi kalder en netværksferie på Klinten i Fåborg og hos Lalandia i Rødby. Sidste år var vi i stand til at lave nogle gode ferieoplevelser for små 300 børn og voksne.
Vi kalder vores tilbud for netværksferier
Vi arrangerer aktive ferier med vægt på samvær, succesoplevelser og fællesskab. Netværksarbejdet indledes straks efter tilmelding, og under ferieopholdet opmuntres den enkeltes bidrag i høj grad. Nærvær og omsorg og øje for den enkeltes potentialer er vigtige ledetråde i vores arbejde. Husmoderferies netværksferier drives af fagligt kompetente medarbejdere, som sammen med frivillig-familier sikrer trivslen for alle.
Til sagsbehandlere og kontaktpersoner
Hvis du tilmelder dig vores nyhedsbrev (nederst på forsiden), vil du løbende blive orienteret om vores netværksferier.
Vores aktiviteter er finansieret af midler fra en lang række fonde, legater og virksomheder. Arbejdsmarkedets Feriefond er vores største bidragsyder. Socialstyrelsen bidrager med særlige puljemidler. På den baggrund kan kommuner, krisecentre og jobcentre mv., for relativt få penge tilbyde udsatte familier et tiltrængt ferieophold. Da enhver krone tæller, håber vi at mange vil overveje muligheden for at bevilge en delvis deltagerbetaling. Læs mere om takster og betalingstilsagn her.
Hvis du er behjælpelig med at søge på vegne af en borger, kan du hente en fuldmagt her.
Da vi vægter ansøgninger, der er underbygget med en anbefaling fra sagsbehandler eller anden fagperson, kan du hente en støtteformular her.